2.1.1.RT Group

Patienter tilknyttet denne gruppe gennemgik gangtræning gennem gangtrænings- og evalueringssystemet A3 (NX, Kina), som er en drevet elektromekanisk gangrobot, der giver repeterbar, højintensiv og opgavespecifik gangtræning.Automatiseret træning blev udført på løbebånd.Patienter, der ikke deltog i vurderingen, gennemgik superviseret behandling med tilpasset løbebåndshastighed og vægtstøtte.Dette system involverede dynamiske og statiske vægttabssystemer, som kan simulere reelle ændringer i tyngdepunktet, når man går.Efterhånden som funktionerne forbedres, justeres niveauerne af vægtstøtte, løbebåndshastighed og styrekraft for at opretholde den svage side af knæets ekstensormuskler under stående stilling.Vægtstøtteniveauet reduceres gradvist fra 50% til 0%, og styrekraften reduceres fra 100% til 10% (ved at reducere styrekraften, som bruges i både stående og svingende fase, tvinges patienten til at bruge hofte- og knæmusklerne for at deltage mere aktivt i gangprocessen) [14,15].Derudover steg løbebåndets hastighed (fra 1,2 km/t) med 0,2 til 0,4 km/t pr. behandlingsforløb, op til 2,6 km/t, afhængigt af hver patients tolerance.Den effektive varighed for hver RT var 50 minutter.

2.1.2.PT Gruppen

Konventionel overjordisk gangtræning er baseret på traditionelle neuroudviklingsterapiteknikker.Denne terapi involverede træning af sidde-stående balance, aktiv forflytning, sidde-stående og intensiv træning for patienter med sansemotoriske lidelser.Med forbedringen af ​​den fysiske funktionsevne øgedes træningen af ​​patienter yderligere i sværhedsgrad, herunder dynamisk stående balancetræning, som endelig udviklede sig til funktionel gangtræning, mens intensiv træning fortsatte [16].

Patienterne blev tildelt denne gruppe til gangtræning på jorden (effektiv tid på 50 minutter pr. lektion), med det formål at forbedre kropsholdningskontrol under gang, vægtoverførsel, stående fase, stabilitet i fri svingfase, fuld hælkontakt og gangtilstand.Den samme uddannede terapeut behandlede alle patienter i denne gruppe og standardiserede udførelsen af ​​hver øvelse i henhold til patientens færdigheder (dvs. evne til at deltage på en progressiv og mere aktiv måde under gang) og toleranceintensitet, som tidligere beskrevet for RT-gruppen.

3.1.Baseline

Ved baseline-vurderingen blev der ikke observeret signifikante forskelle mellem de to grupper med hensyn til alder (P= 0,14), starttid for slagtilfælde (P= 0,47), FMA-score (P= 0,06), og TUG-score (P= 0,17).Patienternes demografiske og kliniske karakteristika er vist i tabellerTabeller 11ogog 22.

3.2.Resultat

De endelige analyser omfattede således 54 patienter: 27 i RT-gruppen og 27 i PT-gruppen.Alder, uger efter slagtilfælde, køn, side af slagtilfælde og slagtilfældetype afveg ikke signifikant mellem de to grupper (setabel 1).Vi målte forbedring ved at beregne forskellen mellem baseline og 2-ugers score for hver gruppe.Fordi dataene ikke var normalt distribueret, blev Mann-WhitneyUtest blev brugt til at sammenligne baseline- og post-træningsmålinger mellem de to grupper.Der var ingen signifikante forskelle mellem grupperne i nogen resultatmålinger før behandling.

Efter 14 træningssessioner viste begge grupper signifikante forbedringer i mindst ét ​​resultatmål.Desuden udviste PT-gruppen en væsentlig større præstationsforbedring (seTabel 2).Med hensyn til FMA- og TUG-resultater afslørede sammenligningen af ​​score før og efter 2 ugers træning signifikante forskelle inden for PT-gruppen (P< 0,01) (seTabel 2) og signifikante forskelle i RT-gruppen (FMA,P= 0,02), men resultaterne af TUG (P= 0,28) udviste ingen forskel.Sammenligningen mellem grupperne viste, at der ikke var nogen signifikant forskel mellem de to grupper i FMA-score (P= 0,26) eller TUG-score (P= 0,97).

Med hensyn til tidsparameter ganganalyse var der i intragruppesammenligningen ingen signifikante forskelle før og efter hver del af de to grupper berørte side (P> 0,05).I intragruppe-sammenligningen af ​​den kontralaterale svingfase var RT-gruppen statistisk signifikant (P= 0,01).I symmetrien af ​​begge sider af underekstremiteterne før og efter to ugers træning i stå- og svingperioden var RT-gruppen statistisk signifikant i intragruppeanalysen (P= 0,04).Derudover var holdningsfasen, svingfasen og symmetriforholdet for den mindre berørte side og den berørte side ikke signifikante inden for og mellem grupper (P> 0,05) (seFigur 2).

Figur 2

Den tomme bjælke repræsenterer PT-gruppen, den diagonale bjælke repræsenterer RT-gruppen, den lyse bjælke repræsenterer før behandling, og den mørkere bjælke repræsenterer efter behandling.∗P< 0,05.

Med hensyn til rumparameter ganganalyse var der før og efter 2 ugers træning en signifikant forskel i gangbredde på den berørte side (P= 0,02) i PT-gruppen.I RT-gruppen udviste den berørte side signifikante forskelle i ganghastighed (P= 0,03), tå ud vinkel (P= 0,01), og skridtlængde (P= 0,03).Efter 14 dages træning udviste de to grupper dog ingen signifikant forbedring i kadence.Bortset fra den signifikante statistiske forskel i tå ud vinkel (P= 0,002), blev der ikke afsløret signifikante forskelle i sammenligningen mellem grupperne.

4. Diskussion

Hovedformålet med dette randomiserede kontrollerede forsøg var at sammenligne virkningerne af robotassisteret gangtræning (RT-gruppe) og konventionel gangtræning på jorden (PT-gruppe) for tidlige slagtilfældepatienter med gangforstyrrelse.De nuværende resultater afslørede, at sammenlignet med konventionel gangtræning på jorden (PT-gruppe) havde gangtræning med A3-robotten ved brug af NX adskillige vigtige fordele for at forbedre motorisk funktion.

Adskillige tidligere undersøgelser har rapporteret, at robot-gangtræning kombineret med fysioterapi efter slagtilfælde øgede sandsynligheden for at opnå selvstændig gang sammenlignet med gangtræning uden disse anordninger, og personer, der modtog denne intervention i de første 2 måneder efter slagtilfælde, og dem, der ikke kunne gå, blev fundet. at gavne mest [19,20].Vores oprindelige hypotese var, at robot-assisteret gangtræning ville være mere effektiv end traditionel gangtræning på jorden til at forbedre atletisk evne ved at give nøjagtige og symmetriske gangmønstre til at regulere patienters gang.Derudover forudsagde vi, at tidlig robot-assisteret træning efter slagtilfælde (dvs. dynamisk regulering fra vægttabssystemet, real-time justering af styrekraften og aktiv og passiv træning til enhver tid) ville være mere gavnlig end traditionel træning baseret på information præsenteret i et klart sprog.Ydermere spekulerede vi også i, at gangtræning med A3-robotten i oprejst stilling ville aktivere muskuloskeletale og cerebrovaskulære systemer gennem gentagne og præcise gangstillingsinput, og derved lindre spastisk hypertoni og hyperrefleksi og fremme tidlig genopretning efter slagtilfælde.

De nuværende resultater bekræftede ikke fuldt ud vores oprindelige hypoteser.FMA-score afslørede, at begge grupper viste betydelige forbedringer.Derudover førte brugen af ​​robottenheden til at træne gangens rumlige parametre i den tidlige fase til en markant bedre præstation end traditionel jordrehabiliteringstræning.Efter robotassisteret gangtræning har patienterne muligvis ikke været i stand til at implementere standardiseret gang hurtigt og dygtigt, og patienternes tids- og rumparametre var lidt højere end før træningen (selvom denne forskel ikke var signifikant,P> 0,05), uden signifikant forskel i TUG-score før og efter træning (P= 0,28).Men uanset metode ændrede 2 ugers kontinuerlig træning ikke tidsparametrene i patienternes gang eller skridtfrekvens i rumparametrene.

De nuværende resultater er i overensstemmelse med nogle tidligere rapporter, der understøtter forestillingen om, at rollen for elektromekanisk/robotudstyr stadig er uklar [10].Nogle tidligere undersøgelsers forskning har antydet, at robot-gangtræning kan spille en tidlig rolle i neurorehabilitering, og give korrekte sensoriske input som forudsætningen for neural plasticitet og grundlaget for motorisk læring, som er afgørende for at opnå passende motorisk output [21].Patienter, der modtog en kombination af elektrisk assisteret gangtræning og fysioterapi efter slagtilfælde, var mere tilbøjelige til at opnå selvstændig gang sammenlignet med dem, der kun modtog konventionel gangtræning, især i de første 3 måneder efter slagtilfælde [7,14].Derudover har nogle undersøgelser vist, at afhængighed af robottræning kan forbedre patienters gang efter slagtilfælde.I en undersøgelse af Kim et al. blev 48 patienter inden for 1 år efter sygdom opdelt i en robotassisteret behandlingsgruppe (0,5 times robottræning + 1 times fysioterapi) og en konventionel behandlingsgruppe (1,5 times fysioterapi). , hvor begge grupper modtager 1,5 times behandling om dagen.Sammenlignet med traditionel fysioterapi alene afslørede resultaterne, at kombination af robotudstyr med fysioterapi var overlegen i forhold til konventionel terapi med hensyn til autonomi og balance [22].

Mayr og kolleger gennemførte dog en undersøgelse af 66 voksne patienter med et gennemsnit på 5 uger efter slagtilfælde for at evaluere virkningen af ​​to grupper, der modtog 8 ugers indlagt genoptræningsbehandling med fokus på gangevne og gangrehabilitering (robotassisteret gangtræning og traditionel jord). gangtræning).Det blev rapporteret, at selvom det tog tid og energi at opnå gavnlige effekter af gangtræningsøvelser, forbedrede begge metoder gangfunktionen [15].Tilsvarende har Duncan et al.undersøgt effekterne af tidlig træning (2 måneder efter slagtilfælde), sen træningstræning (6 måneder efter slagtilfælde) og en hjemmetræningsplan (2 måneder efter slagtilfælde) for at studere vægtstøttet løb efter slagtilfælde, herunder den optimale timing og effektivitet af den mekaniske rehabiliteringsindsats.Det viste sig, at blandt 408 voksne patienter med slagtilfælde (2 måneder efter slagtilfælde), var træning, inklusive brug af løbebåndstræning til vægtstøtte, ikke bedre end træningsterapi udført af en fysioterapeut i hjemmet [8].Hidler og kolleger foreslog et multicenter RCT-studie, der omfattede 72 voksne patienter mindre end 6 måneder efter starten af ​​slagtilfælde.Forfatterne rapporterer, at hos personer med moderat til svær gangforstyrrelse efter et subakut unilateralt slagtilfælde, kan brugen af ​​traditionelle genoptræningsstrategier opnå større hastighed og distance på jorden end robotassisteret gangtræning (ved hjælp af Lokomat-enheder) [9].I vores undersøgelse kan det ses ud fra sammenligningen mellem grupperne, at bortset fra den signifikante statistiske forskel i toe-out-vinkel, faktisk er behandlingseffekten af ​​PT-gruppen den samme som for RT-gruppen i de fleste aspekter.Især med hensyn til gangbredde, efter 2 ugers PT-træning, er sammenligningen mellem grupperne signifikant (P= 0,02).Dette minder os om, at i rehabiliteringstræningscentre uden robottræningsforhold kan gangtræning med konventionel overjordisk gangtræning også opnå en vis terapeutisk effekt.

Med hensyn til kliniske implikationer tyder de nuværende resultater foreløbigt på, at til klinisk gangtræning til tidligt slagtilfælde, når patientens gangbredde er problematisk, bør konventionel overjordisk gangtræning vælges;i modsætning hertil, når patientens pladsparametre (trinlængde, tempo og tåvinkel) eller tidsparametre (standfasesymmetriforhold) afslører et gangproblem, kan det være mere hensigtsmæssigt at vælge robotassisteret gangtræning.Den største begrænsning af det nuværende randomiserede kontrollerede forsøg var imidlertid den relativt korte træningstid (2 uger), hvilket begrænser de konklusioner, der kan drages fra vores resultater.Det er muligt, at træningsforskelle mellem de to metoder ville blive afsløret efter 4 uger.En anden begrænsning er relateret til undersøgelsespopulationen.Den aktuelle undersøgelse blev udført med patienter med subakutte slagtilfælde af forskellig sværhedsgrad, og vi var ikke i stand til at skelne mellem spontan genoptræning (betyder spontan genopretning af kroppen) og terapeutisk genoptræning.Udvælgelsesperioden (8 uger) fra starten af ​​slagtilfælde var relativt lang, hvilket muligvis involverede et for stort antal forskellige spontane evolutionskurver og individuel modstand mod (trænings)stress.En anden vigtig begrænsning er manglen på langsigtede målepunkter (f.eks. 6 måneder eller mere og ideelt set 1 år).Desuden vil begyndelse af behandling (dvs. RT) tidligt muligvis ikke resultere i en målbar forskel i kortsigtede resultater, selvom det giver en forskel i langsigtede resultater.

5. Konklusion

Denne foreløbige undersøgelse viser, at både A3 robot-assisteret gangtræning og konventionel gangtræning på jorden delvist kan forbedre gangevnen hos slagtilfældepatienter inden for 2 uger.

Anerkendelser